LINKS

 

OLYMPIA LONDON INTERNATIONAL HORSE SHOW

Det store Olympia Horse Show sluttede sent i går aftes med en stor 1.60 Grand Prix-springning. Banebyggeren havde gjort sig umage med at gøre det svært for heste og ryttere. Banen var meget snørklet, og flere af springene kom som en overraskelse for hestene, da nogle af vendingerne var noget usædvanlige. Det resulterede da også i et par refuseringer fra ellers rutinerede og ærlige heste. En enkelt rytter, svenske Helene Lundbäck var ovenikøbet ved at ride fejl bane, men blev reddet af tilråb i sidste øjeblik.

Den svære bane betød da også, at kun 4 ryttere kom fejlfri gennem banen. Et par ryttere yderligere var fejlfri, men havde fejl på tid.

De fire fejlfri var engelske Robert Whitaker på Lacroix, amerikanske Laura Kraut på Miss Independent, engelske Ben Maher på Robin Hood W og irske Denis Lynch på Nabab's Son. Robert Whitaker var første rytter. Han red superhurtigt, men fik 4 fejl. Så kom Laura Kraut på Miss Independent, en stor skimlet hoppe, hollandsk varmblod e. Kingston/Nimmerdor. Det var en lækker flydende runde - flot ridning i en supertid og uden fejl. Unge Ben Maher kom lige efter - også uden fejl, men lige 6 sekunder langsommere end Laura. Irske Denis Lynch red sidst - og satsede hele butikken. Han fik da også den hurtigste tid, men desværre også en nedslag. Vinder blev altså Laura Kraut. Laura Kraut er jo heller ikke en fru-hvem-som-helst. Hun var med på det amerikanske OL-hold, der vandt guld i Beijing.

Ben Mahers resultat lagt oven i hans placeringer ved stævnet betød, at han vandt prisen som "Leading Rider of the Show" (stævnets mest vindende rytter) - og de GBP 10.000, der fulgte med.

Hele resultatet fra klassen kan ses her.

Edwina Alexander
Edwina Alexander og Isovlas Itot du Chateau
Pressefoto: Olympia London International Horse Show

Søndagens FEI World Cup-kvalifikation blev vundet af australske Edwina Alexander på Isovlas Itot du Chateau, Selle Francais-vallak e. Le Tot de Semilly/Galoubet A. I denne klasse var der kun 2 fejlfrie ryttere til omspringningen. Edwina var den ene og var også fejlfri i omspringningen - den anden var John Whitaker på Casino, men han fik 4 fejl i omspringningen og blev dermed nr. 2.

Thomas Velin deltog i klassen på Godsend du Reverdy, men fik desværre 5 fejl i hovedspringningen. Thomas ligger derefter nr. 11 på World Cup-ranglisten.

Hele resultatet fra klassen kan ses her.

Næste World Cup-stævne er i Mechelen i Belgien d. 26-30/12. Der er World Cup-kvalifikation i både dressur og springning. Anne van Olst starter i dressur, og Tina Lund starter i springning.

Link til stævnets hjemmeside her.

Dottie, 23-12-08