VR CLASSICS 2009 - NEUMÜNSTER - 12-15/2
Isabell Werth og Satchmo vandt den 7. FEI World Cup-kvalifikation i Neumünster i overlegen stil - med et enigt dommerpanel og en pointsum på hele 84,55%. Det er også sæsonens højeste score. Den ene af dommerne gav ovenikøbet Isabell et 10-tal for en galoptravers. Satchmo er iøvrigt ejet af Isabell Werths sponsor, Madeleine Winter-Schulze, der jo også er sponsor for Ludger Beerbaum og som nævnt også ejer vinderen af denne weekends World Cup-kvalifikation i springning - og så lige et par placerede heste yderligere.
Isabell Werth fører dermed World Cup-ranglisten med 80 point og er dermed sikret en tur til Las Vegas. Hun kommer derfor ikke til start i Göteborg, men starter i et par tyske stævner inden den sidste World Cup-kvalifikation i s'Hertogenbosch. Hun ved ikke pt, om det bliver Satchmo eller Warum Nicht, som hun tager med til Las Vegas - men efter sejren i går, er det nok Satchmo, der halvvejs er på vej op i flyveren.
Nummer 2 i Küren blev russiske Alexandra Korelova på Balagur, en tidligere russisk politihest på 19 år! En super ærlig og villig hest, der altid gør sit bedste - den blev belønnet med et 10-tal for sin fantastiske piaffe. Koreleva trænes af Monica Theodorescu, og hun slog dermed sin læremester, da Monica landede på en 3. plads med Whisper. Laura Bechtolsheimer med danskavlede Mistral Højris blev nr. 4.
Endnu en danskavlet hest blev placeret som nr. 7. Det var Maximus, en 15-års vallak efter May Sherif/Højvangs Lukas, med sin amerikanske rytter Catherine Haddad. Hun havde valgt kür-musik efter hestens navn - meget opfindsomt - nemlig musik fra filmen Gladiator, hvor gladiatoren hedder Maximus. Det var meget populært hos publikum. Catherine, der lige har forlænget sin sponsorkontrakt med Schöckemöhle Sports, havde iøvrigt et godt stævne. Hun vandt både Grand Prix Special og den Grand Prix, der kvalificerede til Special. Det var på endnu en danskavlet hest, nemlig Cadillac, en 12-års vallak e. Solox Carex/Ragtime. I Grand Prix Special måtte hun dog dele 1. pladsen med tyske Insa Hansen.
Prinsesse Nathalie blev nr. 9 på Digby - også danskavlet e. Donnerhall/Sandro. Hun var ikke så heldig i Grand Prix'en, hvor der indløb en del fejl. Men i Küren gik Digby uden fejl og fik da også 72,85%. Det gav 9 værdifulde World Cup-point, så hun nu ligger nr. 8 på ranglisten. Prinsesse Nathalie havde taget Mastermind med i stedet for Rigoletto til den "lille" Grand Prix. Hun blev ikke placeret i Grand Prix'en, men fik en pæn 7. plads i Grand Prix Special. En anden dansker - Martin Christensen - blev nr. 5 i Grand Prix Special på Anatol. Martin er tyskuddannet berider og har en salgsstald i nærheden af Hamburg. (Link til hans hjemmeside - her.)
Resultatet af World Cup-kvalifikationen kan ses her.
Stillingen i World Cup'en kan ses her.
De danske springryttere klarede sig også pænt ved stævnet - det blev til flere placeringer. Søren Pedersen fik en 2. plads i finalen for 7-8-års heste med 7-årige Lavante e. Landor S/Wendekreis. Her fik Lars Bak Andersen en 7. plads med 8-årige Cassiano e. Cassini I/Calypso II. I klasse 7 blev det til en 4. plads til Charlotte Lund og Andante.
Start- og resultatlister kan ses her.
Der var live streaming fra stævnet ved ClipMyHorse. Hvis man ikke fik set det "live", så vil klasserne kunne ses i Mediacenter inden for et par dage - link her.
Næste World Cup-stævne foregår i Göteborg i næste weekend. Her er der både kvalifikationer i dressur, springning og kørsel. Anky van Grunsven har meddelt, at hun kommer til start på Salinero, der jo har holdt pause lige siden OL i sommers.