JUMPING AMSTERDAM - AMSTERDAM 22-25/1
Så lykkedes det endelig for Anky van Grunsven - at vinde en World Cup-kvalifikation i denne sæson. Adelinde Cornelissen vandt i Stockholm, London og Mechelen. Isabell vandt i Odense og Frankfurt. Anky har hidtil måtte tage til takke med 2. pladser. Som vinder af World Cup-finalen i 2008 er Anky dog på forhånd sikret deltagelse i finalen 2009.
Anky red sin Tango-Kür på IPS Painted Black e. Gribaldi/Ferro sikkert og uden fejl. Et enigt dommerpanel havde hende som vinder både teknisk og kunstnerisk med en samlet score på 81,25 procent. Det skæmmede dog lidt forestillingen, at Painted Black var så "glad" for at være på banen, at den ikke ville ud igen efter programmets afslutning.
Isabell Werth red også samme det Kür-program som i Odense på Warum Nicht e. Weltmeyer/Wenzel I, men ikke i sædvanlig sikker stil. Der indsneg sig flere fejl, bl.a. i omstillingen fra en ellers flot travtravers i passage. Der var også fejl i en changementsserie og i de sidste 1'er changementer. Den slags koster dyrt i de tekniske karakterer, og på nær hos en enkelt dommer lå hun lavere teknisk end klassens nr. 3. Hans Peter Minderhoud og Exquis Nadine e. Partout/Römer. Isabell fik samlet 78,75 procent.
Hans Peter Minderhoud fik 77,55 procent - tæt fulgt af klassens nr. 4 Kyra Kyrklund på Max. e Master/Alpenfürst med 77,20 procent. De står begge for den lette, elegante ridning og red begge uden synderlige fejl.
Prinsesse Nathalie og Rigoletto endte desværre på en sidsteplads. Der var en del misforståelser/ulydighed fra Rigolettos side. Bl.a. mislykkedes 2 piaffe-sekvenser, hvor Rigoletto bare snurrede rundt i stedet for at piaffere rundt. Joan Jensen og Albert gik et rimeligt solidt program og fik 70,19 procent.
Adelinde Cornelissen var ikke kvalificeret til at starte i Grand Prix Kür, da hun jo nævnt i går måtte opgive i Grand Prix pga stor ulydighed fra Parzivals side. Adelinde havde fået lov til at starte uden for konkurrence, lige inden Kür-klassen startede, for at give Parzival tilliden tilbage igen. Denne gang kom Parzival da heldigvis pænt gennem programmet uden problemer.
Resultatet af klassen kan ses her.