UDTAGELSE TIL VM I DRESSUR FOR UNGHESTE
I den kommende weekend afholdes der udtagelsesstævne til VM i dressur for ungheste, der finder sted i Verden i Tyskland d. 5-9/8. VM i dressur for ungheste er et avlsarrangement under WBFSH, og da kun DV, TAF og GHH er medlem af WBFSH, er det kun heste, der kan godkendes af disse avlsforbund, der kan udtages.
Skovens Rafael - ©BSFOTO
Udtagelsesstævnet den kommende weekend foregår på Middelfart Ridecenter. Der er ikke tale om konkurrenceklasser, men publikum er velkommen.
Lørdag rides den indledende klasse - her er der 14 5-års heste til start og 16 6-års heste. De bedste 12 fra hver årgang går videre til den endelige udtagelsesklasse om søndagen. Der udtages 4 heste samt 2 reserver fra hver årgang til deltagelse i VM.
I 5-års klassen bliver der hård kamp om de 4 pladser. Her er der bl.a. deltagelse af avlshingsten, Skovens Rafael fra Priess Stutteri, der sammen med sin rytter Lotte Skjærbæk vandt 4-års dressurchampionatet. Nr. 1 og 2 fra Unghestechampionatet i dressur, Uno Donna Unique og Hønnerups Driver, deltager også. Det bliver dog ikke Andreas Helgstrand, der skal ride hestene denne gang, men derimod Anna Blomgren, der er ansat hos Helgstrand Dressage. Andreas har jo som bekendt travlt med at forsvare de danske farver ved det internationale dressurstævne i Aachen. Anna Blomgren starter også Rassings Lonoir, som hun selv red i kvalifikationsklassen.
Den rutinerede unghesterytter, Sanne Henningsen, deltager med 2 heste i 5-års klassen.
Foto: Andreas Helgstrand og Uno Donna Unique - © Hjortlund Medier
I 6-års klassen deltager bl.a. Atterupgårds Cassidy redet af Sabine N. Petersen. De deltog sidste år i VM i 5-års klassen og vandt i år kvalifikationsklassen i Holstebro. Derudover deltager avlshingsten Uno Don Diego, som Anna Blomgren tidligere har redet, men som nu rides af Thomas Lassen, der er berider hos Stutteri Højagergård.
Klasserne vil blive bedømt af dressurdommerne Susanne Baarup og Birthe Lyder, samt evt bisiddere fra de tre avlsforbund. Deltagerne vil ikke modtage karakterer, men ved den endelige udtagelse vil der efter hvert ridt blive givet en mundtlig kommentar, hvorfor der ikke vil være nogen præmieoverrækkelse. Alle 12 deltagende ved den endelige udtagelse vil få overrakt en dansk VM-sløjfe.
Lister over de deltagende heste med starttider kan ses på Dansk Varmblods hjemmeside - link her.