VER-DINALE 2009 - HINGSTESHOW MED CELLE-HINGSTE
Ved det nyligt afholdte ridestævne i Verden "VER-Dinale - Verdener Hallenreitturnier" var der onsdag aften d. 8/1 hingsteshow med hingste fra det hannoveranske statsstutteriCelle.
Showet varede 2½ time og kan ses på ClipMyHorse. Programmet var bredt sammensat, så både dressurhingste, springhingste og militaryhingste blev vist.
Højdepunktet var fremvisningen af fuldblodshingsten Mount Etna xx redet af ingen mindre end Isabell Werth. Isabell var udstyret med mikrofon under ridtet og blev også interviewet bagefter. Isabell fortalte, at hun havde haft hingsten i stalden 1½ år. Hun var blevet kontaktet af en af sine venner, der ejede Mount Etna. Mount Etna gik på det tidspunkt væddeløb, men hans løbskarriere var overstået. Vennen fortalte, at hingsten havde 3 gode grundgangarter, så Isabell gik med til at se på hingste. Hun fortalte, at man jo skal prøve alting 1 gang i livet - også at ride ren fuldblod, så det endte med, at hun tog den ind i stalden. Isabell fortalte, at hun var overrasket over, at allerede efter 2 måneder begyndte hingsten at forme sig.
Det var første gang, at hingsten blev fremvist på en dressurbane. Isabell viste, at hingsten havde lært versader, travers, changementer og begyndelsen til en galoppirouette. Hun fortalte, at hingsten var ridelig, intelligent og havde en hurtig reaktionsevne. Den havde måske ikke Satchmos trav, men havde 3 gode grundgangarter.
Hannoveranerforbundet "opdagede" Mount Etna xx i Isabells dressurstald i foråret 2008 og blev så begejstret, at de købte hingsten. Hingsten blev derefter kåret i Hannoveranerforbundet ved en særkåring. Hingsten vil være til rådighed for hannoveraneravlen i 2009. Mount Etna xx er en irsk fuldblodshingst, f. 2002, e. Mister Balleys xx/Ela-Mana-Mou xx. (Ela-Mana-Mou xx er kendt i Danmark som far til Helenikos xx fra Katrinelund).
Isabell fortalte endvidere, at hun gerne vil have fuldblod i 2. eller 3. led hos sine heste. Gigolos mor var efter fuldblodshingsten Busoni xx, og i Satchmo ligger der Sacramento Song xx i 3. led.
Et andet højdepunkt ved showet var fremvisningen af Soliman de Hus. Soliman de Hus var fløjhingst ved hannoveranerkåringen i 2007 og blev solgt på auktionen for EUR 700.000 til den franske millionær Xavier Marie. Marie og hannoveranerforbundet lavede dog senere en aftale om, at Soliman de Hus skulle vende tilbage til Celle for bedækningssæsonen 2008. Soliman de Hus blev fremvist af Kathrin Meyer zu Strohen. Da hingsten jo er født i 2005 og dermed knap nok er 4 år, er det selvfølgelig begrænset, hvor meget ridning, der er lagt i hingsten pt. - men den er da dejlig at se på.
Endelig blev også Dancier fremvist. Dancier er født i 2002 og er efter De Niro med Lancier (e. Lauries Crusador xx) til morfar. Dancier er den Celle-hingst, der er blevet benyttet mest af avlerne i 2008.
Derudover fremviste militaryrytteren Andreas Bukowski hingsten Mighty Magic, nr. 2 ved bundeschampionatet for militaryheste, og den tyske mester i springning Eva Bitter red Stakkato-sønnen Satisfaction.
Hele programmet kan ses her.
Som nævnt kan hele showet ses på ClipMyHorse i deres MediaCenter- link her.
Man kan godt spole frem i programmet - Soliman de Hus kommer omkring 20.00 - Isabell kommer omkring 70.00, og Dancier kommer allersidst.
Billeder af Soliman de Hus kan ses på Eurodressage - link her.
Billede og afstamning på Dancier kan ses på hannoveranerforbundets hjemmeside - under "[zum Hengstverteilungsplan 2009]" link her.