LINKS

 

 

 

 

 

 

 

 

DET AMERIKANSKE LANDSHOLD I DRESSUR

Tidligere på ugen kunne man på amerikanske hesteportaler læse, at den danske berider Morten Thomsen skulle være udnævnt til landstræner for det amerikanske dressurlandshold, og Anne Gibbons var udnævnt til Chef d'Equipe.

Dette fremgik dog imidlertid ikke af USEF's hjemmeside (det amerikanske rideforbund). Her kunne man i torsdags kun læse, at Anne Gibbons var udnævnt til Chef d'Equipe og teknisk rådgiver for det amerikanske dressurlandshold.

Anne Gibbons vil have de samme opgaver for dressurlandsholdet, som Mark Philipps har for det amerikanske militarylandshold og George Morris for det amerikanske springlandshold, og der vil derfor ikke være en "landstræner".

Anne Gibbons afløser Klaus Balkenhol, der har været landstræner for de amerikanske dressurryttere de sidste 8 år. Processen med at finde en afløser for Klaus Balkenhol startede helt tilbage i november 2008. Processen sluttede med et interview med de 3 mulige kandidater, Anne Gibbons, den amerikanske dressurrytter Robert Dover og så danske Morten Thomsen.

Valget faldt altså på Anne Gibbons. Der mangler dog stadig kontraktforhandlinger og endelig godkendelse af "Executive Committee" i det amerikanske rideforbund.

Anne Gibbons er international dressurdommer og har tidligere været pioner inden for amerikansk trakehneravl og svensk varmblod i USA. I dag bor hun i Florida, hvor hun har sine egne heste og underviser foruden omfattende rejseaktivitet som international dommer.

Da Anne Gibbons skal have samme rolle som Mark Philipps og George Morris - altså Chef d'Equipe og teknisk rådgiver, vil der ikke blive udnævnt en landstræner. Anne Gibbons er valgt af et udvalg, der hedder "HP Eligible Athletes Dressage Committee" og består af nogle af USA bedste dressurryttere som fx Leslie Morse, Heather Blitz, Michael Barisone og Susan Blinks. Dette udvalg har imidlertid fået et særdeles godt indtryk af Morten Thomsen efter en meget vellykket kursus med Morten Thomsen i Californien og et 2-timers interview i Denver og har derfor bedt det amerikanske rideforbunds dressurudvalg om at føre forhandlinger med Morten Thomsen for at se, om der kunne findes en funktion til ham, hvor han kunne hjælpe til med træningen. Men pt er der altså ikke indledt forhandlinger med Morten Thomsen, og han har derfor heller ikke fået tilbudt et job pt. Man vil dog påbegynde forhandlinger i næste uge.

Den amerikanske hjemmeside, der bragte det forkerte rygte, var iøvrigt meget kritisk over for det påståede valg af Morten Thomsen. Han havde ikke nok erfaring osv. Morten Thomsen deltog ved OL i 1988 på Diplomat e. Donauwind og i 2000 på hesten Gay. Derudover har han uddannet DV-hingsten Solos Carex, som går international dressur under svenske Tinne Wilhemson-Silfven.

Du kan se mere om Morten Thomsen på hans hjemmeside - link her.

Du kan se mere om Anne Gibbons på hendes hjemmeside - link her.

Link til det amerikanske rideforbund her.

Dottie, 15-08-09
Kilde: Det amerikanske rideforbund (USEF), Eurodressage