LINKS

 

 

 

 

 

 

 

 

VICTORIA MAX-THEURER SAGSØGER WU WEI VERLAG

Den østrigske dressurrytter, Victoria Max-Theurer, har lagt sag an mod det tyske forlag "Wu Wei Verlag". Forlaget har udgivet DVD'en "Stimmen der Pferde", der er udarbejdet af den tyske dyrlæge Gerd Heuschmann.

I DVD'en, der bruger videoklip fra opvarmningsbanen til VM i Aachen i 2006, er der et klip af Victoria Max-Theurer og hendes hest Falcao. Ledsagekommentaren til klippet er "et negativ og afskrækkende eksempel på trav". (red.: I DVD'en er rytterens ansigt sløret i videoklippene, men man skal ikke være den store Sherlock Holmes for at regne ud, hvem de ufrivilligt medvirkende er i filmen.)

Victoria Max-Theurer mener, at det er useriøst blot at vise et klip på et par minutter fra opvarmningen uden at sætte det ind i en større sammenhæng. Victoria har som junior- og ungrytter sammen med Falcao vundet flere medaljer ved EM. Falcao var ved VM 14 år og er idag 17 år og er stadig i fin form. Victoria fremhæver endvidere, at hun får undervisning af sin far, Hans Max-Theurer, der er berider og underviser efter de klassiske principper.

Victoria har lagt sag an for at få fjernet klippet fra DVD'en, da hun hverken er blevet informeret eller spurgt om tilladelse til hendes medvirken i DVD'en. Hun ønsker heller ikke at få Falcao, der er trænet efter klassiske dressurprincipper, stemplet som et negativt og afskrækkende eksempel. Victoria hilser generelt initiativer velkomne, der arbejder for at sikre hestens velfærd, men mener, at de skal være objektive.

Isabella Sonntag, ejeren af Wu Wei-forlaget, ønsker ikke at fjerne klippet fra videoen, da hun så kan risikere, at de øvrige ufrivilligt medvirkende ryttere i filmen også vil have deres klip fjernet.

Du kan læse mere på Victoria Max-Theurers sagsanlæg på hendes hjemmeside - link her.

Du kan læse Sonntags reaktion på hjemmesiden for DVD'en på Wu Wei Verlag - link her.

Dottie, 2-6-09