HINGSTEKÅRING I TAF - MIDDELFART - 21-22/2
Trakehner-Avlsforbundet i Danmark afholder hingstekåring i den kommende weekend på Middelfart Ridecenter. Arrangementet er i år udvidet til 2 dage, således at kåringen af hingste starter om lørdagen, kl. 15. Ialt 11 3-års hingste møder til kåring samt 3 4-års hingste, 1 fuldblodshingst og en fuldblodsaraber. Lørdag aften er der fremvisning af rideheste til salg. Der er ingen auktion ved arrangementet, men mulighed for at prøve salgshestene.
Søndag veksler mellem endelig kåring af hingstene og opvisning ved tidligere kårede trakehnerhingste. 3 tyske hingstestationer har valgt at fremvise deres hingste ved arrangementet. Det drejer sig om Gestüt Tasdorf (se stutteriets hingste - link her), Gestüt Hohenschmarck (se stutteriets hingste - link her) og Hengst- und Besamungsstation Geling (se stutteriets hingste - link her). De danske hingsteholdere er bl.a. repræsenteret ved Lollands Varmblod (se stutteriets hingste - link her) og Stutteri Gadebjerg (se stutteriets hingste - link her). 2 af de hingste, der blev kåret ved den tyske trakehnerkåring i efteråret, bliver også fremvist. Det drejer sig om Jørgen Retofts Immens e. Lauries Crusador xx/Caprimond og Prinz Patmos e. Patmos/Kostolany fra Gestüt Tasdorf. Prinz Patmos var reservefløj ved kåringen og dyreste hingst på auktionen. Endvidere fremvises Grand Prix-hingsten Solero, som fornylig blev købt af Lotte Vagner hos Gestüt Tannenhof.
Det danske trakehneravlsforbund er jo et søsterforbund til det tyske trakehnerforbund, så hingste, der er kåret i det tyske trakehneravlsforbund er automatisk kåret i det danske trakehneravlsforbund. Trakehneravlen kører jo med en lukket stambog, hvilket vil sige, at kun renstammede trakehnere kan optages i stambogen, og at den eneste tilladte indkrydsning er med fuldblods- og araberblod. Trakehnerne er kendte som ædle, velgående heste med stor udstråling og bliver derfor også brugt som forædlerblod inden for varmblodsforbundene til avl af dressurheste. Hollandsk varmblod har således med stort held brugt trakehnerblod til forædling af deres lidt tungere hopper. Det gælder hingste som fx Michelangelo (far til den hollandsk fødte hingst Michellino, kåret i DV), Partout (far til Exquis Nadine redet af Hans Peter Minderhoud) og ikke mindst Gribaldi (selv Grand Prix-hingst under Edward Gal og far til Painted Black redet af Anky van Grunsven). Både Partout (e. Arogno/Donauwind) og Gribaldi (e. Kostolany/Ibikus) var repræsenteret i den nyligt kårede dressurfløjhingst i hollandsk varmblod.
Trakehneren har også haft stor indflydelse på Dansk Varmblod. Sidst i 1970'erne importerede den fremsynede hingsteholder Paul Th. Mauritsen så betydningsfulde trakehnerhingste som Ibikus, Donauwind, Arsenal, Raubritter og Herbststurm. Donauwind var fx far til DV's første guldmedaljehoppe Diana (mor til bl.a. Diamond), og Ibikus var far til den 3. guldmedaljehoppe i DV, Hebiska. Den næste betydningsfulde import fra Tyskland var i 1987 med hingsten Schwadroneur e. Arogno/Ibikus, der om nogen har præget unghestechampionaterne i dressur. Schwadroneur er dog lige blevet overgået af sin søn Blue Hors Hertug, som jo er danskavlet trakehner med Donauwind som morfar.
Hertug har det højeste samlede dressurindeks på DV's indekstal for 2008. Nr. 3 er Schwadroneur, nr. 4 er Gribaldi (knap så stor sikkerhed), nr. 5 er Robin (e. Rambo/Ibikus), og nr. 6 er Midt-West Ibilight (Ibikus/Limelight). Af de 10 første på listen er således 3 renstammede trakehnere, og halvdelen af de 10 hingste har Ibikus i stamtavlen.
Blue Hors Hertug e. Schwadroneur/Donauwind
Foto: BSFOTO
Hertug er jo desværre ikke aktiv som avlshingst længere, men kan nydes på dressurbanerne, hvor han i sommeren 2008 vandt sølv ved DM for ungryttere med sin nuværende ejer Thit Vestergaard. Blue Hors solgte Hertug bl.a. pga svigtende bedækningstal, hvilket man jo kan ægre sig over i dag. Det er iøvrigt bemærkelsesværdigt, at den førende hingstestation i Danmark, Blue Hors, ikke pt. har en trakehner i deres kollektion. (Blue Hors Matiné er også efter en trakehnerhingst, nemlig Silvermoon e. Kostolany/Mahagoni.) Det er jo kedeligt for det danske trakehneravlsforbund (og også de DV-avlere, der godt kan lide trakehnere som forædlere). Da der kun årligt bedækkes ca. 200 hopper i TAF, så er der ikke økonomisk basis for hingste, der udelukkende betjener danske trakehnerhopper. De danske trakehneravlere benytter derfor i overvejende grad hingste fra udenlandske hingstestationer. Det er jo heldigvis muligt nu om dage med de moderne insemineringsteknikker.
Ud over Hertug er Schwadroneur også far til Grand Prix-hesten Esprit med Herbststurm som morfar. Esprit har med Nicole Ahlefelt Laurvig Lehn deltaget i DM flere gange og i World Cup-kvalifikationerne. I 2004 var Esprit den mest vindende trakehner i verden. Han er 19 år i dag og ikke længere aktiv i Grand Prix. En afløser kunne være hingsten Preussenwind e. Gribaldi/Schwadroneur - ligeledes danskavlet, der er godt på vej med sin rytter Sidsel M. Johansen. Sidsel og Preussenwind kan ses ved kåringen i Middelfart.
En oversigt over de deltagende hingste kan ses her.
Foreløbig tidsplan kan ses her.
Hvis du vil mere om trakehnerhesten og dens historie, kan du læse meget mere på TAF's hjemmeside - link her.

