Klaus Christian Plönzke - Manden bag ClipMyHorse og Gestüt Tannenhof
Gestüt Tannenhof har på det sidste været i hestemediernes søgelys, bl.a. pga salget af Tannenhof's Carabas til Andreas Helgstrand og Tannenhof's Solero til Lotte Vagner. ClipMyHorse er jo også virkelig i fremgang med live streaming fra hingstekåringer og ridestævner. Hvad de færreste nok ved, er at det er den samme mand, der står bag begge foretagender - nemlig Klaus Christian Plönzke - en mand med en spændende historie.
Plönzke AG og ClipMyHorse
Plönzke blev født i 1936 på en gård tæt på den danske grænse. Efter endt skolegang blev han ansat i IBM Tyskland. Her var han ansat fra 1955-1969 bl.a. som systemudvikler. (Her skal man tænke på, at PC'en først blev tilgængelig i 70'erne). I 1969 valgte han at starte sit eget firma og grundlagde EDV-STUDIO PLOENZKE. Det var en konsulentvirksomhed inden for informationsteknologi. Han opbyggede virksomheden fra bunden i 1969 til at have over 1500 medarbejder i 1995. Firmaet var i mellemtiden omdøbt til Plönzke AG.
I 1995 blev firmaet overtaget af det amerikanske verdensforetagende "CSC Computer Sciences Corporation" (som vi jo mere kender fra sponsering af cykelløb end ridning). I dag beskæftiger CSC PLOENZKE AG ca. 5.000 medarbejdere og er førende på markedet i Tyskland og er det største kontinentaleuropæiske datterselskab af CSC-koncernen. I 1999 trak Klaus C. Plönzke sig helt ud af CSC PLOENZKE AG og grundlagde Plönzke Holding AG, som havde til formål at støtte nye foretagender inden for informationsteknologi, dels finansielt, dels med know-how.
Plönzke anses for at være en af Tysklands store IT-pionerer. I 2003 modtog han forbundsrepublikkens fortjenstorden af 1. Klasse (Bundesverdienstkreuz 1. Klasse) for sin indsats med opbygningen af den tyske informationsteknologibranche og sit engagement med at hjælpe nystartede virksomheder.
I 2008 startede Plönzke "Horse Media Solutions". Her kunne han kombinere sin IT-viden og kendskab til hesteverdenen. Formålet med firmaet er IT-løsninger til hestebranchen og at udvikle nye medier. ClipMyHorse er et projekt under "Horse Media Solutions" og er pt i beta-fasen. Men ClipMyHorse er allerede i løbet af 2008 blevet den førende udbyder af ridesportstransmissioner på internettet. Som en del af "Horse Media Solutions kan ClipMyHorse trække på et internationalt netværk af IT-, TV- og hestesportsspecialister. I projektet ClipMyHorse er der ansat 20 faste medarbejdere, og ved transmissionerne er op til 80 freelance medarbejdere beskæftiget.
Gestüt Tannenhof
Hingstestationen ”Der Tannenhof” er Plönzke's "hobbyprojekt", som han startede i 1983. Tannenhof havde altså 25 års jubilæum i 2008. Stutteriet er også blevet opbygget gennem årene – og talte i 2008 12 avlshingste, heriblandt Tannenhof’s Carabas og Tannenhof’s Solero. Hingstene på stationen repræsenterer de fleste tyske hesteavlsforbund, her er både hannoveraner-, holstener-, oldenborg- og trakehnerhingste.
Silhouetten på logoet til ClipMyHorse tilhører iøvrigt fuldblodshingsten Chromatic xx, som stod på Tannenhof i begyndelsen af 90'erne og iøvrigt er forsidemodel til Eylers første hingstebog (der jo som tidligere nævnt er tilgængelig på HorseGate).
Tannenhof har indtil 2008 haft beriderparret Oliver og Katrin Luze ansat til at ride hingstene sammen med Plönzkes datter Anja, men ægteparret valgte at flytte i 2008. Tannenhof vil fremover blive drevet af Klaus C. Plönkes datter Anja Bauer-Plönzke (født i 1968) sammen med hendes mand Roland Bauer. Plönzke selv er jo i dag en "moden" herre på 72 år.
Anja er startet som ungrytter og vandt bronze ved det tyske mesterskab i dressur i 1989 og var med på det vindende tyske ungrytterhold ved EM i Salzburg. Anja har redet flere af stutteriets hingste og er på det tyske B-landshold. Anjas bedste år var 2005 – hvor hun vandt Grand Prix Kür ved CHIO i Aachen, vandt World Cup-kvalifikationen i Frankfurt og ikke mindst vandt bronze ved det tyske mesterskab i dressur - altsammen på Tannenhof's Solero, som nu er solgt til Danmark.
I 2008 har Anja også haft stor succes med Tannenhof’s Solero, hvor hun har vundet flere Grand Prix-klasser – senest i München ved Munich Indoors. Anjas vinderridt i Grand Prix Kür i München kan ses på !!! - selvfølgelig ClipMyHorse - link her. Klippet er af hele klassen - Anjas ridt starter ved 51.50. I küren viser hun iøvrigt sit glansnummer - galop for fuld udblæsning op ad midterlinien lige inden afslutningsparaden.
Link til Gestüt Tannenhof - her. Et billede af K.C. Plönzke kan ses under "Kontakt".