LANDSSTÆVNE - KOLDING RIDEKLUB - 30/5-1/6
Camilla Orloff og Maneur - Arkivfoto: BSFOTO
I pinsen afholdes der landsstævne i dressur og springning i Kolding Rideklub. Stævnet har mange aktiviteter at byde på. Der er DM i dressur for juniorer og ungryttere og dressurklasser fra MB til Grand Prix Special for seniorer.
I DM-klassen for juniorer er der ikke mindre end 32 ryttere til start. Cathrine Dufour, der vandt Ecco-Cup-kvalifikationen i Sundeved med Cadillac og blev nr. 2 med Aithon, er en af favoritterne. Et andet bud er Christina Møller, der vandt Ecco-Cup-kvalifikationen i Middelbart med Celester, som tidligere blev redet af Rikke Sofie Bøllingtoft. Sidste års juniorvinder Camilla Orloff er i år rykket op som ungrytter. Camilla mistede jo desværre sin vinderhest Maneur under hingstekåringen i Herning, så i år starter hun Utah. I ungrytterklassen skal hun bl.a. møde sidste års vinder Anne Kasprzak, der starter Future Cup, samt sidste års bronzevinder Rikke Sofie Bøllingtoft, der både har Domingo Kilen og Finale med. Sofie Jeppesen starter Hedebo's First As, og Anne K. Elkjær-Holm starter Rohmario og DV-hingsten Bernstein. Endelig skal man ikke glemme Carina Nevermann Torup, der er meldt til med Blue Boy og Distintive. Der bliver altså hård kamp om metallet i år.
I springning er der klasser fra LA til SB samt 6- og 7-års Youngster-klasser. Derudover afholdes der iagttagelsesklasser til VM for ungheste i Zangersheide. Det foregår pinsemandag. Endelig afholdes der også en afdeling af holdturneringen Nord-Vest Box Cup.
Lertevang's Coleir - Foto: BSFOTO
I iagttagelsesklasserne til Zangersheide er der i 120 cm klassen bl.a. deltagelse af Søren Møller Nielsen og Sarah Kromann Rosenlund fra Stutteri Ask. Martin Hussmann starter hingsten Chellys Z, og fra Schou & Skousen deltager Andreas Schou med Cosmeo og Ulrik Klemmensen med Lertevang´s Coleir. I 130 cm-klassen er der igen mange Ask-heste med. Zangersheide-veteranen Søren Knudsen starter hingstene Coulthard og Camarque fra Stald Cajus. I 140 cm-klassen deltager bl.a. Camilla Moos Enemark, Thomas Sandgaard, Lars Pedersen og Christian Røssing Lønberg.
Info om dressuren findes på Kolding rideklubs hjemmeside - link her (Klik på B-stævne).
Info om springningen findes på hjemmesiden www.koldingstaevne.dk - link her.