LINKS

 

DOPING-SAGEN MOD TONY ANDRE HANSEN

FEI har truffet deres endelige afgørelse i doping-sagen mod den norske springrytter Tony Andre Hansen. Tony Andre idømmes karantæne i 135 dage. Da karantænen allerede startede d. 21/8-08, da FEI traf deres foreløbige afgørelse, så slutter karantænen 2/1-09. Derudover skal Tony Andre betale CHF 3.000 i bøde og CHF 8.000 i sagsomkostninger. Sidst, men ikke mindst, så bliver han diskvalificeret fra OL i Beijing 2008, det vil sige, at han mister medaljer, point og pengepræmier.

Doping-sagen drejer sig om stoffet "capsaicin". Det er faktisk et stof, som alle, der har prøvet at spise chili, kender. Det er det stof i chili, der giver den "hotte" fornemmelse. Når man indtager capsaicin, udløser det en inflammatorisk respons, og kroppen vil forsøge at modvirke dette ved forskellige kølemekanismer (øget svedproduktion og blodgennemstrømning i huden). I nyere tid er man også begyndt at bruge capsaicin som lægemiddel. Capsaicin irriterer huden, hvorved blodgennemstrømningen øges. Herved opnås en muskelafslappende effekt, og capsaicin er derfor forsøgt anvendt i salver mod f.eks. gigtsmerter.

Inden for doping af heste kan capsaicin dels anvendes smertestillende, dels til hypersensibilisering af hesten. Hestens hud bliver mere følsom. Capsaicin er nyt i doping-sammenhæng. Det er første gang, der er afsagt en afgørelse, der involverer capsaicin. Det har medvirket til at gøre straffen mildere. FEI har dog den holdning, at rytteren er ansvarlig for hesten, så det er ingen undskyldning, at man ikke selv har givet hesten midlet. Rytteren er ansvarlig for, at uvedkommende ikke får adgang til at give hesten noget forbudt.

Tony Andre Hansen har mulighed for at appellere afgørelsen inden for 30 dage.

Hans diskvalifikation får ikke kun betydning for ham selv. Norge vandt jo som bekendt bronze i springning ved OL i Beijing, så hvis Tony Andre ikke appellerer og ikke vinder en eventuel appelsag, så mister det norske hold deres bronzemedalje. Tony Andre var den rytter på det norske hold, der havde det bedste resultat, så hvis hans resultat slettes, viser en hurtig hovedregning, at Norge får 41 strafpoint i stedet for 27 og dermed ryger ned på en 8. plads. Resultatet fra OL kan ses her.

Dottie, 23-12-08
Kilde: FEI/Wikipedia