ISABELL WERTH GRAVID - FEI-HØRING FINDER STED D. 21/7
Siden stævnet i Aaachen har der verseret rygter om, at Isabell Werth skulle være gravid. Dette bekræftes nu af Isabell Werth selv på hendes hjemmeside. Hun ønsker dog ikke at oplyse, hvornår hun skal nedkomme eller om kønnet på barnet. Hun mener, at hendes graviditet er en privat sag. Det er Isabells første barn.
Pga graviditeten ville stævnet i Aachen under alle omstændigheder have været hendes sidste stævne inden fødslen.
Som bekendt kom Isabell Werth ikke til start i Aaachen pga den verserende dopingsag. Isabell oplyser på sin side, at FEI-høringen finder sted d. 21/7.
Det er et lidt pudsigt sammentræf, at høringen netop finder sted på Isabells fødselsdag - ovenikøbet hendes 40-års fødselsdag. Da Isabell selv har erkendt, at hendes hest Whisper har fået det forbudte stof Modecate indeholdende aktivstoffet Fluphenazin, der normalt anvendes til mennesker, der lider af schizofreni, skal hun jo nok ikke regne med at få en frifindelse i fødseldagsgave. Det interessante spørgsmål er nok snarere, hvor lang en karantæneperiode, hun bliver idømt.
Isabell takker iøvrigt på sin hjemmeside for alle de mange sympatitilkendegivelser, som hun har modtaget fra fans i ind- og udland.
Dottie, 13-7-09