DM I SPRINGNING FOR SENIORER, UNGRYTTERE OG JUNIORER - MIDDELFART RIDECENTER - 11-14/6
I morgen starter det danske mesterskab i springning. I år foregår det på Middelfart Ridecenter. Der afholdes DM for både seniorer, ungryttere og juniorer. Mesterskaberne rides over 3 klasser. For seniorernes vedkommende rides 1. afd. om torsdagen, 2. afd. fredag og finalen om søndagen. Hos ungrytterne og juniorerne rides 1. afd fredag, 2. afd. lørdag og finalen søndag.
Hos seniorerne deltager både sidste års danmarksmester Andreas Schou og indendørsmesteren 2009 Tina Lund. De vil sikkert få skarp konkurrence fra bl.a. Linnea Ericsson og Karina Skou Truelsen. Thomas Velin og Søren N. Pedersen er ikke meldt til start.
Hos ungrytterne starter Thomas Majlund, der blev nr. 3 ved indendørs-DM 2009 samt den forsvarende mester Diana Kramer. De får konkurrence fra sidste års juniormester Dan Lee, der nu starter hos ungrytterne, samt Christian Schou, Marie Moesgaard og Mille Bisgaard, der også har været juniormestre.
Hos juniorerne er ingen af de tidligere mestre til start - så det bliver spændende at se, hvem der bliver ny mester i år. Nr. 2 fra sidste år, Michala Holm er til start igen i år. Hos juniorerne deltager en gammel kending på hestesiden - nemlig Tinas Lunds Lanthanid, der nu går som lærehest for Regitze Ericsson, Linneas lillesøster.
Ud over mesterskaberne afholdes der også "Stor tur" med finale lørdag i en 140-klasse og Youngster-cup ligeledes med finale søndag.
Tidsplan og program med deltagende ryttere kan ses på stævnets hjemmeside - link her.