TYSKE MESTERSKABER I DRESSUR OG SPRINGNING - MÜNSTER - TYSKLAND - 12-15/8
Isabell Werth blev ny tysk mester i Grand Prix Special på Warum Nicht. De opnåede 77,708%. Isabell Werth lagde flot fra start i travprogrammet, men changementserierne kunne have været flottere, og den ene piaffe var også noget "ulden".
Den ene af dommer havde da også Anabel Balkenhol som vinder. Anabel opnåede 76,667% på Dablino - en hest, der absolut har fremtiden foran sig. Anabel kom til gengæld lidt dårligt fra start i paraden, men Dablino arbejder virkelig godt bagfra og havde nogle super changementserier. I den sidste piaffe viste den, at den stadig mangler lidt rutine, idet piaffen var noget svingende fra side til side. Ifølge speakeren er Dablino en meget sensibel hest, og den måtte da også trækkes ind på arenaen af hestepasseren. Anabel måtte tage til takke med en sølvmedalje. Til gengæld skal Isabell Werth nok ikke kun frygte de hollandske ryttere til VM, hvis ellers både Anabel og Isabell bliver udtaget til VM.
Sidste års Grand Prix Special-mester Matthias Rath måtte i år tage til takke med bronze på Sterntaler Unicef. Det lykkedes Matthias at få Sterntaler til at vise et par piaffe-trin, men langt fra de foreskrevne. Matthias opnåede 73,750%. En enkelt dommer havde ham på 4. pladsen.
På 4. pladsen kom Christoph Koschel med Donnperignon og lige efter Hubertus Schmidt med Donnelly. Det ser ud til, at der bliver hård kamp om VM-pladserne.
Grand Prix Kür rides søndag. Her skal der også kåres en mester.
Springrytterne red deres 1. afdeling fredag. Hos damerne vandt Eva Bitter på Argelith Stakkato. Sarah Nagel-Tornau blev både nr. 2 og nr. 3 på hhv. Argentina og Udarco. Meredith Michaels Beerbaum blev nr. 6 på Le Mans hos damerne.
Herrernes afdeling blev vundet af en dame, nemlig Meredith Michaels-Beerbaum på Checkmate. Ifølge propositionerne kan kvinder, der opfylder visse kriterier, som fx at være på landsholdet, starte hos herrerne. 1. afdeling blev redet over 2 runder, og Meredith var den eneste, der var fejlfri i begge runder.
Alois Pollmann-Schweckhorst blev nr. 2 på Chacco Blue og Christian Ahlmann blev nr. 3 på Calvados Z.
2. afdeling af damernes mesterskab rides i dag, mens 2. afdeling af herrernes rides søndag. Resultatet fra begge afdelinger tæller med i det samlede mesterskab.
Der er livestreaming fra stævnet ved CPM24.TV.
Link til livestreaming ved CPM24.TV her.
Start- og resultatlister kan ses her.
Link til stævnets hjemmeside her.
Du kan læse mere om Schloss Münster her.
Fotos mm. fra stævnet kan ses her.

