STORE HESTEDAG - ROSKILDE DYRSKUEPLADS - 4-5/9
Store Hestedag afholdes i denne weekend på Roskilde Dyrskueplads. Det er 7. år i træk, at Store Hestedag afholdes. Der er tilmeldt over 1000 heste, og der forventes omkring 10.000 tilskuere.
Store Hestedag er for heste af alle racer, og der vil være præsentationer og kåringer inden for flere forskellige racer.
Ved stævnet vil der også være DM i Mounted Games og Sjællandsmesterskab i Pony Games.
Det store Hesteshow vil blive afholdt begge dage. Her vil man bl.a. kunne se den verdenskendte berider Alojz Lah fra statsstutteriet Lipica i Slovenien. Han vil vise dressur af den højeste skole med øvelser og demonstrationer over jorden så som levade, capriole og courbette.
Lørdag vil der være højdespringning med 5 af Danmarks bedste springryttere, og søndag vil 5 af Danmarks bedste dressurryttere deltage i Grand Prix Kür.
Du kan læse mere om Store Hestedag på stævnets hjemmeside - link her.

