LINKS

 

INTERVIEW MED EDWINA ALEXANDER

Edwina Alexander
Foto: Edwina Alexander - ©Rolex

Kan du beskrive en typisk træningsdag?

Jeg vågner normalt kl. 7 og er i stalden kl. 8, hvor jeg begynder at ride hestene. Hver dag er lidt forskellig, men jeg rider normalt 6-8 heste hver dag. Jeg rider indtil kl. 13 og derefter igen fra 14-16. Om eftermiddagen arbejder jeg på kontoret med at besvare e-mails, arrangere rejser til kommende stævner og sende videoer til kunder. Jeg slapper bedst af, hvis jeg ved præcist, hvad der foregår!

Hvad har du haft travlt med, siden du vandt Rolex FEI World Cup™-kvalifikationen i Vigo?

Jeg har holdt Socrates (Cevo Socrates - 15 år e. Darco/Chin Chin) og Itot (Cevo Itot Du Château - 14 år e. Le Tot du Semmily/Galoubet) i form frem til kvalifikationen i Gøteborg, hvor de begge sprang godt. Efter Gøteborg har de begge haft stævnepause og er blevet trænet med ridning i skoven, dressur og lidt longering om eftermiddagen samt en ugentlig fridag. Jeg har været i Australien siden Gøteborg, men de er begge blevet holdt i form med lidt arbejde over små spring.

Hvad kendetegner Itot?

Jeg har haft ham i 2 år, og han er en sjov hest og ekstremt følsom. Han kan være svær at fange i boksen og få ud af boksen, og det er snarere reglen end undtagelsen, at min hestepasser er nødt til at give ham gulerødder eller sukker, når jeg prøver at komme at komme op på ham! (red: Itot er kun 157 cm høj)

Hvem ser du som dine værste konkurrenter til Rolex FEI World Cup™-finalen i Geneve, og hvilke ryttere beundrer du?

Jeg vil mene, at Jessica (irske Jessica Kürten) sandsynligvis er den største trussel, fordi både hun og hendes hest altid yder det bedste i konkurrencer. Jeg beundrer hende meget, fordi hun er stærk og målrettet, og så har hun lige det ekstra, der skal til. En anden rytter, som jeg beundrer, er Pénélope (franske Pénélope Leprevost), hun er en meget hurtig rytter. Det er aldrig til at vide med Marcus (tyske Marcus Ehning), men han er en af verdens bedste ryttere, og det vil afhænge af, hvor godt forberedt hans hest er.

Hvordan er dine chancer i Rolex FEI World Cup™-finalen i Geneve?

Itot sprang rigtigt godt i kvalifikationen i ‘s-Hertogenbosch sidste weekend, så derfor mener jeg, at mine chancer er gode, og jeg er meget fortrøstningsfuld og føler mig rimeligt afslappet. Itot sprang også rigtigt godt i Gøteborg, og han føles helt afgjort bedre nu, end han nogensinde har gjort. Jeg er langt bedre forberedt, end jeg var til ROLEX FEI World Cup™-finalen i Las Vegas sidste år. Denne gang skal Itot heller ikke rejse så langt, og både han og jeg kender arenaen i Geneve særdeles godt. (red: Selvom Edwina er australier, bor hun i Holland, hvor hun rider for Stal Tops.)

Hvordan vil du forberede dig til VM?

Dette år er et af mine største år nogensinde. Jeg skal deltage i Rolex FEI World Cup™-finalen og VM, og jeg skal også kvalificere mig til Global Champions Tour. Jeg vil bruge stævnerne i Global Champions Tour til at gøre Itot klar til VM, men jeg er meget opmærksom, at han ikke skal gå for mange stævner og rejse for meget.

Edwina Alexander, der har deltaget i OL og VM, er ven af Rolex. Edwina deltager i VM i USA i 2010 - "2010 Alltech FEI World Equestrian Games". Rolex er sponsor for bl.a. ROLEX FEI World Cup-turneringen i springning.

Link til Edwinas hjemmeside her.

Rolex
Dottie, 8-4-10
Copyright til artiklen: Rolex, copyright til oversættelsen: Anni Parmo Smith