OUTDOOR GELDERLAND - HOLLAND - 9-13/6
De hollandske mesterskaber i dressur er blevet afholdt i denne weekend ved stævnet "Outdoor Gelderland". Der er afholdt mesterskaber for både juniorer, ungrytter og seniorer.
Der var ikke den store spænding om udfaldet hos seniorerne. Edward Gal var den eneste af de 4 stærkeste hollandske ryttere, der var til start, så han kunne genvinde mesterskabet uden den store konkurrence. Hverken Adelinde Cornelissen, Anky van Grunsven eller Imke Schellekens-Bartels var til start.
Det hollandske mesterskab rides over 3 klasser - Grand Prix, Grand Prix Special og Grand Prix Kür, hvor det er karaktererne fra GPS og GPK, der er afgørende. Det er dog ikke nødvendigt, at man starter den samme hest i alle 3 klasser.
Edward vandt den indledende Grand Prix på Sisther de Jeu. Han vandt Grand Prix Special på Moorlands Totilas og blev nr. 2 i klassen på Sisther de Jeu. Som bekendt er begge heste efter trakehnerhingsten Gribaldi. Måske til ære for publikum havde han sadlet Totilas til Grand Prix Kür, som han vandt med 88,150%. Bart Veeze blev nr. 2 i klassen med 73,950%. Marlies van Baalen blev nr. 3
I det samlede mesterskab vandt Marlies van Baalen sølv og Bart Veeze bronze.
Det hollandske mesterskab var "opvarmning" for Edward og Moorlands Totilas til næste weekends internationale stævne i Rotterdam. Her afholdes der nationskonkurrence i dressur.
Start- og resultatlister fra Outdoor Gelderland kan ses her.
Link til stævnets hjemmeside her.

