PFERD INTERNATIONAL 2010 - MÜNCHEN-RIEM - TYSKLAND - 13-16/5
Det internationale ridestævne "PFERD INTERNATIONAL 2010" starter på torsdag i München, Tyskland. Der er både nationale og internationale klasser i dressur og springning.
Ved stævnet afholdes også en afdeling af turneringen "Exquis World Dressage Masters". Turneringen er veldoteret, og i München er præmiesummen EUR 100.000. Det har tiltrukket så prominente navne som nr. 1 og 2 i World Cup-finalen, Edward Gal på Moorlands Totilas og Adelinde Cornelissen på Parzival. Så må vi se, om de igen skal skiftes til at være nummer 1 og 2. Tyske Isabell Werth, der vandt afdelingen i München sidste år, vil nok forsøge, om hun kan komme forbi de 2. Hun starter Warum Nicht. Derudover er der mange gode tyske ryttere til start som Hubertus Schmidt, Matthias Alexander Rath, Ulla Salzgeber, Anja Plönzke, Susanne Lebek og Christoph Koschel.
Anne van Olst er til start i München. Udover Exquis Clearwater har hun også den 10-årige Exquis Taikoen e. Negro med. Edward Gal har iøvrigt 4 andre heste med end Totilas. Det drejer sig om Gribaldi-hoppen Sisther de Jeu, de 2 Krack C-hingste IPS United og Stradivarius samt vallakken Interfloor Next One.
Hollandske Anky van Grunsven er ikke til start, da Salinero ikke er kommet sig efter sin skade endnu.
Der er livestreaming fra stævnet ved ClipMyHorse.
Den indledende Grand Prix i World Dressage Masters rides fredag kl. 14.30. Denne klasse er kvalifikation til både Grand Prix Special, der rides lørdag kl. 12.45 og Grand Prix Kür, der rides søndag kl. 12.
Derudover rides der også Grand Prix torsdag kl. 11 som kvalifikation til Grand Prix Special, der rides fredag kl. 11.
Link til ClipMyHorse her.
Start- og resultatlister kan ses her.
Link til stævnets hjemmeside her.