HICKSTEAD DRESSAGE 2010 - ENGLAND - 26/7-1/8
Den sidste afdeling i turneringen Exquis World Dressage Masters blev afholdt i Hickstead i England denne weekend.
Stævnet var oprindeligt tænkt som udtagelsesstævne til VM for det hollandske landshold, men holdet blev sat inden stævnet, og det var derfor frivilligt, om de hollandske VM-ryttere ville deltage i stævnet. Edward Gal og Moorlands Totilas, der startede deres "triumftog" ved sidste års Hickstead stævne med nye rekorder, havde valgt at blive hjemme.
Adelinde Cornelissen og Hans Peter Minderhoud var begge til start i Hickstead. Adelinde Cornelissen og Parzival kunne sætte ny personlig rekord i Grand Prix med 81,362% og en 1. plads foran engelske Laura Bechtolsheimer på sin hest nr. 2 Andretti og Hans Peter Minderhoud på Exquis Nadine.
Engelske Carl Hester, der er blevet genforenet med Liebling II, blev nr. 4. Han valgte klogeligt at starte i Grand Prix Special, selvom han var kvalificeret til Grand Prix Kür. Hester vandt Grand Prix Special og er dermed igen et emne til det engelske VM-hold. Ved det sidste stævne Hester startede, blev han diskvalificeret, fordi Liebling havde bidt sig i tungen. Det engelske VM-hold er ikke sat endnu, men Hickstead stævnet var iagttagelsesstævne. Hvis Hester kommer med på VM-holdet, er Englands medaljechancer til VM forøget.
I Grand Prix Kür blev det til sejr til Adelinde Cornelissen. Denne gang blev Hans Peder Minderhoud nr. 2 foran Laura Bechtolsheimer.
Resultater kan ses her.
Billeder kan ses på hjemmesiden for Exquis World Dressage Masters her.
Videoklip fra stævnet kan ses på ClipMyHorse i deres arkiv, hvis man er medlem - det koster et mindre beløb.

