ANNONCER

 

 

FEI FORBYDER ROLLKUR/HYPERFLEXION - "ROUND TABLE"-KONFERENCE - LAUSANNE - 9/2

FEI afholdt i går den såkaldte rundbordskonference i Lausanne, Schweiz. I konferencen deltog repræsentanter for FEI, de internationale dressurryttere, dressurtrænere, spring- og militaryryttere, repræsentanter for hestevelfærdsorganisationer og dyrlæger. DRF's formand, Ulf Helgstrand, deltog som repræsentant for de nationale rideforbund. De 2 modsætninger, Sjef Janssen, Anky van Grunsvens mand og træner, og Gerd Heuschmann, den tyske dyrlæge, der er modstander af Rollkur-metoden, deltog begge i konferencen. Det forlyder dog, at konferencen forløb på en meget positiv måde.

Gruppen blev enige om at definere/omdefinere Rollkur/hyperflexion. Rollkur betegnes fremover som bøjning af hestens hals opnået ved aggressiv kraft (aggressive force). Dette betegnes som uacceptabelt. Teknikken kendt som LDR -"Low, Deep and Round" (lav,dyb,rund), som opnår bøjning af halsen uden unødig kraft, er acceptabel.

Det vil så være op til FEI Stewards ved opvarmningsbanerne at vurdere, hvad der er Rollkur, og hvad der er LDR (stakkels dem!). FEI vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde retningslinier for stævnestewards. FEI overvejer også muligheden af at introducere overvågningskameraerne ved opvarmningsbanerne.

Generelt var gruppen enige om, at enhver form for "aggressiv" ridning skal straffes - og det ikke var nødvendigt at ændre FEI's regler.

Umiddelbart lyder det til at blive en svær nød at knække for stewards på opvarmningsbanerne. Hvor går grænsen mellem Rollkur og LDR?

Det tyske "Roll-kur" (findes både med og uden bindestreg) er iøvrigt et medikament, man indtager, hvis man har problemer med maven. Det indtages på fastende mave om morgenen, hvorefter man hver 5. minut lægger sig skiftevis på ryggen, maven, højre og venstre side. Hvor længe man skal blive ved, forlyder der ikke noget om - men det lyder ret ubehageligt. Navnet kommer af "rollen"="rulle" og "kur"="kur" - altså en kur, hvor man skal rulle rundt.

I dressurmæssig sammenhæng er ordet "opfundet" af Heinz Meyer. Heinz Meyer havde i en periode en artikelserie i det tyske hestemagasin St. Georg med titlen "Ridelære". I november 1992 havde han en artikel i bladet med titlen "Roll-kur" og et stort billede af Nicole Uphoff, hvor hun rider Rembrandt så dybt, at den næsten bider sig i bringen. Nicole Uphoff var på det tidspunkt dobbelt olympisk vinder, så artiklen vakte en del furore. Heinz Meyer var absolut modstander af Roll-kur og kaldte det en fejludvikling. Det var første gang, at udtrykket blev brugt på denne måde - ligheden med mavekuren lå i, at hestens hals blev rullet ned - og trukket fra side til side. Uphoff var dog ikke den første tysker i nyere tid, der red sine heste dybt. Flere springryttere, som fx den meget populære Alwin Schockemöhle (Pauls storebror), red også deres heste meget dybt.

Sjovt nok er det i dag de tyske ryttere, der udtrykker størst modstand mod Rollkur, især som praktiseret af de meget succesrige hollandske ryttere (er det mon rønnebærrene, der er sure?).

Det er i øvrigt ikke første gang, at FEI omdefinerer Rollkur. Ved et seminar i 2006 bestemte man sig for at kalde metoden for "hyperflexion of the neck" = "hyperfleksion/overbøjning af halsen". Ved seminaret kunne man ikke finde belæg for at forbyde hyperflexion.

I november 2008 udsendte FEI en meddelelse, hvori de skrev, at hyperflexion stadig var tilladt, men at stævnestewards skulle holde øje med overdreven og længerevarende hyperflexion på opvarmningsbanerne. Ret beset har stewards altså hele tiden haft muligheden for at gribe ind.

Deltagerne ved rundbordskonferencen var:

HRH Princess Haya, FEI President
Alex McLin, FEI Secretary General
Margit Otto-Crépin, International Dressage Riders Club Representative
Linda Keenan, International Dressage Trainers Club Representative
Sjef Janssen, Dressage Representative
Frank Kemperman, Chairman, FEI Dressage Committee (by conference call)
François Mathy, International Jumping Riders Club Representative
David Broome, Jumping Representative
Jonathan Chapman, Eventing Representative
Roly Owers, World Horse Welfare Representative
Tony Tyler, World Horse Welfare Representative
Ulf Helgstrand, President, Danish Equestrian Federation
John McEwen, Chairman, FEI Veterinary Committee
Dr Sue Dyson, Veterinary Representative
Dr Gerd Heuschman, Veterinary Representative
Prof. René van Weeren, Veterinary Representative
Jacques van Daele, FEI Honorary Steward General Dressage
Graeme Cooke, FEI Veterinary Director
Trond Asmyr, FEI Director Dressage and Para-Equestrian Dressage
John Roche, FEI Director Jumping and Stewarding
Catrin Norinder, FEI Director Eventing
Carsten Couchouron, FEI Executive Director Commercial
Richard Johnson, FEI Communications Director

Læs også på Dansk Rideforbunds hjemmeside her.

Dottie, 10-2-10
Kilde: FEI