LINKS

 

FEI - ROLEX RANGLISTEPOINT - KVINDELIGE SPRINGRYTTERE PÅ BARSEL

Marcus og Meredith Michaels-Beerbaum med deres datter Brianna
Foto: Marcus og Meredith Michaels-Beerbaum med deres datter Brianna - ©FEI

Her i Danmark er vi jo vant til lang barselsorlov for kvinder, der har født, så det har da vakt opmærksomhed, når kvindelige internationale topryttere nærmest er kravlet i sadlen dagen efter, at de har folet (undskyld født).

Nu vil FEI gøre forholdene lidt bedre for de kvindelige springryttere. Fremover vil ryttere på barsel få overført halvdelen af deres point fra Rolex-ranglisten til det efterfølgende år. Rolex-ranglistepointene har betydning for hvilke store internationale stævner, man kan deltage i.

Den første rytter, der får gavn af ordningen, er Meredith Michaels-Beerbaum. Det betyder, at Meredith i ranglisten for april går fra en 31. plads til en 20. plads.

Meredith, der fødte datteren Brianna d. 27. februar, havde håbet, at hun kunne have været klar til at deltage i ROLEX FEI World Cup-finalen i Geneve næste weekend, men må erkende, efter at have startet et nationalt stævne i påsken, at hun ikke er klar til den krævende World Cup-finale. Meredith var ellers sikret deltagelse, da hun er forsvarende mester. Meredith har vundet World Cup-finalen 3 gange.

FEI's nye regel siger ikke noget om "barselspoint" til mænd - Merediths mand Marcus er også international springrytter.

Dottie, 10-4-10
Kilde: FEI