INTERVIEW MED EDWARD GAL
Arkivfoto: Edward Gal - ©BSFOTO
Det internationale rideforbud FEI interviewede Edward Gal inden World Cup-finalen i s'Hertogenbosch. Vi bringer her et oversat uddrag af interviewet.
Edward Gal er 40 år og bor på en gård i Haarskamp midt i Holland. På gården har de bl.a. 2 ridehuse, og hvad der hører med til et ridecenter. Edward bor sammen med den hollandske dressurrytter Hans Peter Minderhoud.
En af de ting, Edward holder mest af, er hans hunde. Han har ikke mindre end 7 hunde! Der er bl.a. et par Jack Russell-terrier, en Labrador og en Cocker Spaniel. Terrierne gør mest hvad der passer dem, så de kommer ikke med til stævner. Der gør derimod Sophie, Edwards Cocker Spaniel.
Edward begyndte at ride, da han var 14 år. Han læste økonomi på universitetet, indtil han var 23, men fandt ud af, at det var umuligt at få ridning og studier til at gå op i en højere enhed, så det blev økonomistudiet, der blev droppet. Edward er ikke ud af en hestefamilie, så han fik ingen støtte hjemmefra til sin ridning, men han mener nu, at han har haft gavn af at skulle klare sig selv.
På spørgsmålet om han havde forestillet sig, at han ville komme så langt som han er i dag, svarer Edward nej. Meget af det er kommet hen ad vejen. Han startede med at købe en pony for sine egne sparepenge, som han så red op og solgte. Derefter købte han en hest, lagde ridning i den og solgte den - og så fremdeles. På den måde fik han langsomt arbejdet sig op til bedre heste. Men som han siger, kunne han godt lide at ride i dressurkjole, så han arbejdede hårdt for at komme til at ride på Grand Prix-niveau. Men han havde fra starten ikke drømt om at skulle deltage ved OL eller VM.
Når Edward ikke rider, kan han godt lide at gå ud og shoppe eller tage i byen og spise med Hans Peter. Han forsømmer heller ikke familiesammenkomster og er lidt af en "havemand". Han kan godt lide at slå græs og rode i sin have. Han kan godt lide god mad, men er ikke god til selv at lave den, så det står Hans Peter for.
Edward kan også godt lide en god komedie - i det hele taget noget der får ham til at le. Han synes, at folk generelt skulle le noget mere - det er sundt. En ting, der gør Edward trist er fatal sygdom. Han mistede selv sin far, da han var 6 år.
Edwards ambition er - ikke at være for ambitiøs! Han vil dog godt deltage i VM i Kentucky i år - men tager tingene, som de kommer.
Edward mener generelt, at ydmyghed er en god egenskab. Han er ikke vild med folk, der hele tiden skal fortælle om, hvor dygtige de er. Derudover sætter han pris på ærlighed og integritet - og hylder princippet "du skal være mod andre, som du ønsker de skal være mod dig".
Hvis Edward skulle vælge 1 ting, han gerne ændre i verden, var det negativitet! Der findes alt for mange negative mennesker, og de ødelægger det for alle andre. Edward går ind for optimisme. Man bør nyde livet og leve det til fulde!
Arkivfoto: Edward Gal - selvom jeg kun blev nr. 2, kan jeg da godt smile til publikum - ©BSFOTO
Læs også det tidligere oversatte interview med Jan og Anna Schuil - opdrættere af Moorlands Totilas her.