1ST HORSE INTERNATIONAL - BERNSTORFFSPARKEN - 20-22/8
Bernstorffsparken danner i den kommende weekend rammer om det internationale dressurstævne 1st Horse International. Sportsrideklubben måtte jo aflyse deres internationale springstævne i forsommeren, da man ikke kunne nå at genopbygge tribune, der nedbrændte sidste år. Nu står der en fin ny tribune klar til at tage imod de besøgende til dressurstævnet. Det er første gang i mange år, at den store springbane skal lægge bund til en dressurbane.
Stævnet byder på 3-stjernede internationale klasser og nationale klasser i stor tur og lille tur. Derudover er klasser for nogle af Danmarks bedste juniorer.
I de internationale klasser er der udenlandsk deltagelse fra 12 lande, heribland Tyskland, England, Holland, Norge og Sverige. Fra Holland kommer bl.a Hans Peter Minderhoud, så mon ikke Edward Gal er med på sidelinien, selvom vi ikke få ham at se på Totilas. Fra England kommer Fiona Bigwood, der er med på det engelske VM-hold. Fiona danner par med danske Anders Dahl, der desværre ikke er meldt til start. For Antigua starter nygifte Emily Ward, mens gemalen Sune Hansen skal forsøge at kvalificere sig til det danske VM-hold ved stævnet.
Kun de allerbedste danske ryttere er inviteret til at starte ved stævnet. Ved stævnet bliver det afgjort, hvilke dressurryttere, der skal repræsentere Danmark ved VM. Prinsesse Nathalie, der nedkom for kort tid siden, har meddelt, at hun er klar til at starte i Parken. Medaljetagerne fra DM, Anne van Olst, Anne Troensegaard og Sune Hansen er også til start.
I lille tur er bl.a. Sanne Henningsen, Andreas Helgstrand, Joachim Thomsen, Carina Nevermann Torup og Anne Grethe Törnblad til start.
Ved stævnet rides der international Grand Prix fredag, hvor rytterne kan kvalificere sig til enten Grand Prix Special eller Grand Prix Kür. Special rides lørdag, og Kür rides søndag. Fredag rides også Prix St. Georges i international lille tur, hvor rytterne kan kvalificere sig til enten Intermediaire I eller Intermediaire I Kür.
Deltagerliste til stævnet kan ses her. Link til start- og resultatlister følger senere.
Link til stævnets hjemmeside her.

