MOORLANDS TOTILAS TIL RÅDIGHED FOR HOPPEEJERNE I 2010
Kees og Tosca Visser, der ejer Moorlands Totilas, har på grund af den enorme interesse, der har været for sæd fra hingsten besluttet, at Totilas skal være til rådighed for hoppeejerne i 2010. Det var ellers meningen, at det skulle vente til efter OL i 2012. Ifølge Edward Gals hjemmeside er Edward Gal og hans træner Nicole Werner helt indforstået med denne beslutning.
Man skal dog ikke glæde sig for tidligt, medmindre man har en supergod hoppe og omkring EUR 5000-5500 (ca. 40.000 kr.).
Totilas vil kun være tilgængelig med frostsæd. Totilas er blevet tappet første gang, og man er ved at analysere, hvor god kvaliteten er for at vurdere, hvor mange hopper han kan betjene i 2010.
Det er planen, at 3 hingstestationer i Holland skal fordele sæden. Interesserede hoppejere vil skulle udfylde en formular, og kun hopper af høj kvalitet vil komme i betragtning.
Dottie, 2-2-10
Kilder: Edward Gal, Eurodressage