TRAKEHNER-AVLSFORBUNDET I DANMARK - ELITESKUE 2010 - 21-22/8
Trakehner-Avlsforbundet i Danmark afholdt i weekenden det årlige eliteskue.
Ved skuet blev trakehnerhingsten Aston Martin e. Monteverdi/Sixtus udnævnt til Årets Hest. Aston Martin deltog som bekendt ved VM i dressur for ungheste i Verden i år, hvor han kvalificerede sig til finalen.
Aston Martin er ejet og opdrættet af Lone Andersen og Johnny Sørensen, der foruden trakehnere også avler shagyaarabere. Aston Martin har en araberhoppe som stammor.
Årets bedste hoppeføl blev Anna David e. Imperio. Hun kommer også fra Lone og Johnny og er ud af samme stamme som Aston Martin, idet hoppeføllet har samme mor som Aston Martin.
Årets bedste hingsteføl blev Lakaj e. Preussen-wind/Buddenbrock og kommer som navnet antyder fra Kaj Olesen, der også ejer hingsten Preussen-wind. Preussen-wind er udtaget til VM i USA med handicaprytteren Annika Lykke Dalskov.
Årets bedste 2-års hoppe blev Kiwi Unique, der er efter Gribaldi med Herzzauber som morfar. Hun er ejet og opdrættet af Leif B. og Hanne D. Jensen.
Foto: Kampala - Årets hoppe 2010 - ©Katrine Jørgensen
Årets bedste 3-års hoppe blev Kampala e. Hibiskus/Tuareg. Kampala er født hos Dirk Müller i Tyskland og ejes af Nicole Ahlefeldt-Laurvig-Lehn, der i dag bor i Tyskland. Nicole har tidligere redet international Grand Prix på trakehnervallakken Esprit e. Schwadroneur/Herbststurm. Nicole har flere trakehnerheste i sin stald.
Foto: Nicole Ahlefeldt-Laurvig-Lehn med Kampala - Årets hoppe 2010 - ©Katrine Jørgensen
Der var ingen 4-års hopper til eliteskuet i år.
Ved stævnet blev der også afholdt championatsfinaler for rideheste. Her var det de kårede hingste, der tog godt for sig af 1. pladserne. I 4-års championatet vandt hingsten Immens e. Lauries Crusador xx/Caprimond redet af Astrid Green Therkelsen. Aston Martin redet af John Hvalsøe Saul vandt ikke helt overraskende 5-års championatet, og hingsten Prinz K3 e. K2/Hohenstein redet af Thomas Lassen vandt 6-års championatet.
I LA-6 finalen for 7-års og ældre heste vandt Cecilie Davidsen på Darcy, der er en 10-års vallak e. Silvermoon/Schwarm, mens hingsten Preussen-wind redet af Annika Lykke Dalskov vandt MB3-finalen.
Resulater kan ses på Trakehner-Avlsforbundets hjemmeside - link her.


