LINKS

 

STUTTGART GERMAN MASTERS 2009 - TYSKLAND - 13-15/11

Ludger Beerbaum og Magali Dubois-Vaucher fra Rolex - ©Dirk Caremanns/FEI

Det blev desværre ikke til World Cup-point til Thomas Velin i World Cup-kvalifikationen i Stuttgart. Thomas startede Grim St. Clair, og da Grim St. Clair rev ned på 3 forhindringer i træk, valgte Thomas at opgive for at skåne hesten. Thomas var dog ikke den eneste, der måtte opgive på den svære bane. Schweiziske Steve Guerdat hev ned på alle 3 spring i 3-kombinationen og valgte også at opgive.

Det krævede dog også et fejlfrit ridt for at kunne gøre sig. Kun 1 enkelt rytter med 4 fejl var med i placeringerne. Ialt 9 ryttere var fejlfri i hovedspringningen. 3 ryttere, finnen Mikael Forsten, spanieren Sergio Alvarez Moya og hollænderen Albert Zoer var "næsten" fejlfri, men hev ned på det allersidste spring.

I omspringningen var 5 af de 9 ryttere fejlfri. Hurtigst var 46-årige Ludger Beerbaum på den kun 8-årige hoppe Gotha e. Goldfever/Prestige Pilot. Ludger har også redet Gothas far, Goldfever. Ludger kunne køre afsted i en Mercedes 4-hjulstrækker med et Rolex-ur om håndleddet og nogle gode World Cup-point, der skaffede ham en 4. plads på ranglisten.

Nr. 2 i klassen blev den 60-årige franskmand Michel Robert, der i sidste uge vandt finalen Global Champions Tour i Doha. Også denne gang red han den 11-årige Selle Francais-hoppe Kellemoi de Pepita e. Voltaire/Jalme des Mesnuls. På 3. pladsen kom endnu en hoppe den 11-årige holstenerhoppe Corradina e. Corrado I/Sandro. Hun blev redet af tyskeren Carsten Otto-Nagel. Svenske Rolf Göran Bengtsson snuppede 4. pladsen. Han red også på en hoppe, den 10-årige holstenerhoppe Casall La Silla e. Caretino/Lavall I.

Start- og resultatlister fra stævnet kan ses her.

Hvis man vil gense nogle af højdepunkterne fra stævnet i Stuttgart, så genudsender cpm24.tv programmerne i ugens løb - link her.

Eurosport sender uddrag af World Cup-kvalifikationen på onsdag kl. 20.10.

Dottie, 23-11-09