MEREDITH MICHAELS BEERBAUM STANDSER MED STÆVNEDELTAGELSE
Som optakt til den nye Rolex FEI World Cup-sæson i springning havde Meredith Michaels-Beerbaum inviteret pressen hjem d. 7/10 til interview på hendes ridested i Thedinghausen, Tyskland.
Meredith Michaels-Beerbaum taler med pressen - ©Rolex/FEI
Meredith vandt både i 2009 og 2008 World Cup-finalen og satser da også på at vinde igen i 2010.
Men inden da er der lige en graviditet, der skal overstås. Meredith og Markus Beerbaum venter som bekendt deres første barn. Meredith skal nedkomme til februar. Meredith rider fortsat, men da hun fylder 40 år i december, er hun, Markus og hendes læge blevet enige om, at det er bedst, at hun stopper med stævnedeltagelse. - Og de har de andre World Cup-ryttere vist heller ikke noget imod!
Marcus og Meredith Michaels-Beerbaum med Shutterfly - ©Rolex/FEI
Meredith stod på deltagerlisten til det første World Cup-stævne i Oslo, men valgte altså klogeligt at trække sig.
Hendes mål er dog at være klar igen hurtigst muligt efter fødslen, så hun kan deltage i World Cup-finalen, der afholdes i Geneve i april 2010. Rimeligt ambitiøst må man sige! Meredith er forhåndskvalificeret til finalen 2010 som vinder af finalen 2009.
Meredith håber også, at Shutterfly vil nyde godt af pausen. Han når at blive 17 år inden finalen. Shutterfly ligger som nr. 1 på WBFSH's rangliste over mest vindende springheste. Foruden Shutterfly har hun også 14-årige Checkmate, som hun startede til EM i Windsor, og den 14-årige Le Mans, som har haft en skadespause, men nu er i arbejde igen. Derudover er den kun 8-årige Lancaster også et bud på en ny tophest.